Whist – regler og strategi til det klassiske kortspil

Whist er et af historiens mest indflydelsesrige stikspil og den direkte forløber for bridge. Spillet opstod i England i 1700-tallet og var i over hundrede år et af verdens mest spillede kortspil. Reglerne er til at lære på få minutter, men selve spillet rummer stor taktisk dybde.

Whist spilles af fire personer i to faste makkerpar, og målet er at vinde flest stik sammen med sin makker. Denne guide gennemgår reglerne til klassisk whist fra bunden – opsætning, trumf, spillets gang, pointtælling og de vigtigste varianter – og hører til blandt de mest kendte klassiske kortspil.

Hvad er whist?

Whist er et stikspil. Et stik er en runde, hvor alle fire spillere lægger ét kort hver, og kortene samles sammen til vinderen. Det højeste kort i stikket vinder det.

Spillerne sidder som to makkerpar over for hinanden, så din makker sidder lige overfor dig, og de to modstandere på hver side. Makkerne samarbejder om at vinde så mange stik som muligt. En trumffarve slår alle de øvrige kulører, og det er blandt andet dette, der giver whist dets taktiske dybde.

Det skal du bruge

Til whist bruger I et almindeligt sæt spillekort på 52 kort uden jokere. Spillet er for præcis fire spillere, og en omgang tager typisk 30–60 minutter. Er I netop fire ved bordet, er whist et oplagt valg – se flere forslag til kortspil for 4.

Kortenes rangorden

Inden for hver kulør rangerer kortene fra højest til lavest sådan:

Es, konge, dame, knægt, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2.

Esset er det højeste kort. Kortene i trumffarven slår dog alle kort i de øvrige kulører – selv en lav trumf slår et es i en almindelig farve.

Sådan sætter I spillet op

I sidder som to makkerpar over for hinanden. Spilleren til venstre for kortgiveren blander kortene, og spilleren til højre tager af.

Kortgiveren deler derefter alle 52 kort ud, ét ad gangen med uret, så hver spiller får 13 kort. Det allersidste kort – kortgiverens eget – vendes med billedsiden opad på bordet. Dette korts kulør er trumf i den runde.

Trumfkortet bliver liggende synligt, indtil det er kortgiverens tur til at spille til det første stik, hvorefter det tages op på hånden.

Sådan bestemmes trumf

Dette er en central regel, som ofte misforstås: i klassisk whist er trumffarven ikke fast. Den bestemmes hver runde af det sidste kort, kortgiveren vender. Er du i tvivl om, hvad trumf betyder i kortspil, er det kort nok at huske, at trumf slår alle andre kulører.

Er det vendte kort for eksempel hjerter, er hjerter trumf i den runde. I næste runde vender den nye kortgiver et nyt kort, og en anden farve kan blive trumf. Trumf skifter altså fra runde til runde. I nogle turneringsformer (whist drive) bruger man i stedet en fast rotation, hvor trumffarven skifter efter en bestemt rækkefølge for hver runde.

Sådan spiller I

Spilleren til venstre for kortgiveren (kaldet forhånden) spiller det første kort ud, og man må spille et hvilket som helst kort ud.

Derefter går turen med uret. Man skal bekende kulør – altså lægge et kort i samme kulør som det, der blev spillet ud, hvis man kan. Kan man ikke følge kuløren, må man spille et hvilket som helst kort, herunder en trumf for at forsøge at vinde stikket.

Et stik afgøres sådan:

• Trumf i stikket – den højeste trumf vinder.
• Ingen trumf – det højeste kort i den udspillede kulør vinder.
• Vinderen spiller ud – til næste stik.

Sådan fortsætter det, indtil alle 13 stik er spillet.

Pointtælling

Efter alle 13 stik gøres pointene op. De første seks stik kaldes „bogen” og giver ingen point i sig selv. Det er stikkene ud over de seks, der tæller.

Det hold, der vinder flest stik, får 1 point for hvert stik ud over seks. Vinder et hold for eksempel ni stik, giver det 3 point (9 minus 6).

Man spiller flere runder. I den britiske kort whist vinder det første hold, der når 5 point. I amerikansk whist spiller man til 7 point, og i den ældre long whist til 10 point – aftal det på forhånd.

Honnører

I den klassiske udgave findes desuden honnører: de fire højeste trumfkort – es, konge, dame og knægt. Har ét makkerpar alle fire honnører på hænderne, kan de score 4 ekstra point, og har de tre af dem, 2 ekstra point. Et hold, der allerede står på 4 point mod spillet, kan dog ikke score honnører i den runde. Mange spiller helt uden honnører for at holde det enkelt og mindske heldets betydning.

Strategi og tips

Whist belønner hukommelse, timing og godt samspil med makkeren:

• Husk de spillede kort – hold styr på, hvilke høje kort og trumfer der er spillet. Det hjælper dig med at vide, hvornår dine egne kort er sikre stik.
• Signalér gennem dit spil – I må ikke tale sammen, men de kort, du spiller, fortæller din makker noget om, hvilke farver du har.
• Brug trumferne klogt – gem gerne dine trumfer til at vinde vigtige stik eller til at trumfe, når du ikke kan følge kuløren.
• Spil ud i din stærke farve – har du mange kort i én kulør, kan det være en fordel at spille den ud og tvinge de andre til at bruge deres kort der.

Varianter af whist

Whist findes i mange udgaver, og reglerne ovenfor beskriver den klassiske makkerudgave. Blandt de mest udbredte varianter er:

• Es-makker-whist – en dansk udgave med meldinger, hvor spilleren, der vil være „spilfører”, kalder et es og dermed finder en skjult makker.
• Solowhist – her spiller hver spiller for sig selv og melder, hvor mange stik man vil vinde (typisk 5, 9 eller 13), eller at man vil tabe alle stik.
• Tysk whist – en udgave for to spillere, der ligner den klassiske 2-mands whist, hvor man skiftes til at trække kort fra bunken.
• Whist drive – en turneringsform, hvor man spiller mange korte runder med fast skiftende trumffarve og flytter rundt mellem bordene.

Et moderne, beslægtet stikspil med meldinger er Spar (Spades), hvor spar altid er trumf.

Historien bag whist

Whist udviklede sig i 1600- og 1700-tallets England fra ældre engelske stikspil som Ruff and Honours. Navnet stammer fra et gammelt ord for „stille” eller „opmærksom”. Spillet blev enormt populært, og allerede i 1742 skrev Edmond Hoyle en indflydelsesrig afhandling om, hvordan man spillede bedst.

Ifølge kortspilsarkivet Pagat var whist i 1700- og 1800-tallet et af de mest udbredte kortspil i Europa. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev det gradvist overhalet af bridge, der byggede videre på whistens stik- og trumfsystem og tilføjede meldinger.

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Hvordan bestemmes trumf i whist?

Trumffarven bestemmes hver runde af det sidste kort, kortgiveren vender, når kortene er delt ud. Kuløren på det kort er trumf i den runde. Trumf er altså ikke en fast farve, men skifter fra runde til runde.

Hvor mange spillere og kort bruger man i whist?

Klassisk whist spilles af præcis fire personer i to faste makkerpar. Alle 52 kort deles ud, så hver spiller får 13 kort. Der findes dog varianter for andre antal, blandt andet tysk whist for to spillere.

Hvordan får man point i whist?

Et hold får 1 point for hvert stik ud over seks. De første seks stik („bogen”) giver ingen point. Det første hold, der når 5 point i kort whist, vinder spillet – nogle spiller dog til 7 eller 10 point.

Hvad er honnører i whist?

Honnører er de fire højeste trumfkort: es, konge, dame og knægt. I den klassiske udgave kan et makkerpar få 2 bonuspoint for at holde tre honnører og 4 point for alle fire. Mange spiller dog uden honnører.

Hvad er forskellen på whist og bridge?

Whist er den enklere forløber: trumf vendes tilfældigt, og man går direkte i gang med at spille stik. Bridge bygger videre på whist, men tilføjer en budrunde, hvor makkerparrene melder, hvor mange stik de vil tage, og hvilken farve der skal være trumf.