Whist – regler og strategi til det klassiske kortspil

Whist er et af de mest klassiske stikspil og forløberen for bridge. Det opstod i England i 1700-tallet og var i mere end hundrede år et af verdens mest populære kortspil. Reglerne er enkle, men spillet rummer stor dybde og taktik.

Whist spilles af fire personer i to faste makkerpar, og målet er at vinde flest stik sammen med sin makker. I denne guide får du reglerne til klassisk Whist fra bunden.

Hvad går Whist ud på?

Whist er et stikspil, hvor kortene spilles i runder kaldet stik. I hvert stik lægger alle fire spillere ét kort, og det højeste kort vinder stikket.

Spillet spilles af fire personer i to faste makkerpar, der sidder over for hinanden. De to makkere arbejder sammen om at vinde så mange stik som muligt. Der er en trumffarve, der slår de øvrige kulører, og det er blandt andet dét, der giver spillet dets taktiske dybde.

Det skal du bruge

Til Whist bruger I et almindeligt sæt spillekort på 52 kort uden jokere. Spillet er for præcis fire spillere, og en omgang tager typisk 30-60 minutter.

Kortenes rangorden

Inden for hver kulør rangerer kortene fra højest til lavest sådan:

Es, konge, dame, knægt, 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2

Esset er det højeste kort. Kortene i trumffarven slår dog alle kort i de øvrige kulører – selv en lav trumf slår et es i en almindelig farve.

Sådan sætter I spillet op

I sidder som to makkerpar over for hinanden, så din makker sidder lige overfor dig, og de to modstandere på hver side.

Kortgiveren deler alle 52 kort ud, ét ad gangen med uret, så hver spiller får 13 kort. Det allersidste kort – kortgiverens eget – vendes med billedsiden opad på bordet. Dette korts kulør er trumf i den runde.

Trumfkortet bliver liggende synligt, indtil det er kortgiverens tur til at spille til det første stik, hvorefter det tages op på hånden.

Sådan bestemmes trumf

Dette er en central regel, som ofte misforstås: I klassisk Whist er trumffarven ikke fast. Den bestemmes hver runde af det sidste kort, kortgiveren vender.

Er det vendte kort for eksempel hjerter, er hjerter trumf i den runde. I næste runde vendes et nyt kort af den nye kortgiver, og en anden farve kan blive trumf. Trumf skifter altså fra runde til runde.

Sådan spiller I

Spilleren til venstre for kortgiveren (kaldet forhånden) spiller det første kort ud. Man må spille et hvilket som helst kort ud.

Derefter går turen med uret. Man skal bekende kulør – altså lægge et kort i samme kulør som det, der blev spillet ud, hvis man kan. Kan man ikke følge kuløren, må man spille et hvilket som helst kort, herunder en trumf for at forsøge at vinde stikket.

Stikket vindes af det højeste trumfkort, hvis der er spillet trumf. Er der ingen trumf i stikket, vinder det højeste kort i den udspillede kulør. Vinderen af stikket spiller ud til næste stik.

Sådan fortsætter det, indtil alle 13 stik er spillet.

Pointtælling

Efter alle 13 stik gøres pointene op. De første seks stik kaldes “bogen” og giver ingen point i sig selv. Det er stikkene ud over de seks, der tæller.

Det hold, der vinder flest stik, får 1 point for hvert stik ud over seks. Vinder et hold for eksempel ni stik, giver det 3 point (9 minus 6).

Man spiller flere runder, og det første hold, der når 5 point, vinder spillet. Nogle spiller i stedet til 7 eller 9 point – aftal det på forhånd.

Honnører

I den klassiske udgave findes desuden honnører: de fire højeste trumfkort – es, konge, dame og knægt. Har ét makkerpar alle fire honnører på hånden, kan de score 4 ekstra point, og har de tre af dem, 2 ekstra point. Mange spiller dog uden honnører for at holde det enkelt.

Strategi og tips

Whist belønner hukommelse, timing og godt samspil med makkeren.

Husk de spillede kort. Hold styr på, hvilke høje kort og trumfer der er spillet. Det hjælper dig med at vide, hvornår dine egne kort er sikre stik.

Signalér gennem dit spil. I må ikke tale sammen, men de kort, du spiller, fortæller din makker noget. Når du bekender kulør, viser du, hvilke farver du har.

Brug trumferne klogt. Gem gerne dine trumfer til at vinde vigtige stik, eller til at trumfe, når du ikke kan følge kuløren.

Spil ud i din stærke farve. Har du mange kort i én kulør, kan det være en fordel at spille den ud og tvinge de andre til at bruge deres kort der.

Historien bag Whist

Whist opstod i England i 1700-tallet og udviklede sig fra ældre engelske stikspil. Det blev enormt populært i 1700- og 1800-tallet og var genstand for en hel litteratur om, hvordan man spillede bedst.

Ifølge opslagsværket Britannica var Whist forløberen for bridge, som gradvist overtog dets popularitet i begyndelsen af 1900-tallet. Spillet findes i mange varianter, blandt andet solowhist, tysk whist (for to spillere) og den danske es-makker-whist med meldinger.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan bestemmes trumf i Whist?

Trumffarven bestemmes hver runde af det sidste kort, kortgiveren vender, når kortene er delt ud. Kuløren på det kort er trumf i den runde. Trumf er altså ikke en fast farve.

Hvor mange spillere kan spille Whist?

Klassisk Whist spilles af præcis fire personer i to faste makkerpar. Der findes varianter for andre antal, blandt andet tysk whist for to spillere.

Hvor mange kort får hver spiller?

Alle 52 kort deles ud, så hver af de fire spillere får 13 kort. Kortgiverens sidste kort vendes for at vise trumf.

Hvordan får man point i Whist?

Et hold får 1 point for hvert stik ud over seks. De første seks stik (“bogen”) giver ingen point. Det første hold, der når 5 point (nogle spiller til 7 eller 9), vinder.

Hvad er honnører?

Honnører er de fire højeste trumfkort: es, konge, dame og knægt. I den klassiske udgave kan et makkerpar få bonuspoint for at holde tre eller alle fire honnører. Mange spiller dog uden dem.

Hvad sker der, hvis man ikke kan følge kulør?

Kan du ikke bekende kulør, må du spille et hvilket som helst kort – enten en trumf for at forsøge at vinde stikket, eller et vilkårligt kort fra en anden farve.