Gammel jomfru – regler med et almindeligt spil kort

Gammel jomfru er for mange danske børn det allerførste kortspil, de lærer. Reglerne er så enkle, at en femårig har dem efter en enkelt runde: læg dine par ned, træk et kort fra din nabo, og sørg for ikke at sidde tilbage med den dame, ingen kan parre.

Det kræver kun et almindeligt spil kort og et par minutters forklaring. Herunder får du den fulde opsætning, hvordan en runde faktisk slutter, de dokumenterede varianter og nogle praktiske råd til at spille med de yngste.

Hvad er gammel jomfru?

Gammel jomfru er et parringsspil – et spil, hvor det gælder om at danne par og komme af med sine kort. Alle kort i bunken har en makker, på nær ét. Det gælder om ikke at være den, der til sidst sidder tilbage med det uparrede kort.

Spillet hedder Old Maid på engelsk og Schwarzer Peter på tysk, og det findes i hele Europa under forskellige navne. De tidligste nedskrevne regler stammer fra 1831, hvor man fjernede tre damer og lod den fjerde være den gamle jomfru. En tysk forløber, Sorteper (Black Peter), har regler nedskrevet helt tilbage fra 1821. Det er altså et spil med næsten to hundrede år på bagen.

Man kan spille det på to måder: med et almindeligt spil kort, eller med et købt børnesæt med illustrerede par. Denne side handler om den første måde. Bruger I et købt sæt med billeder, finder du reglerne under Sorteper.

Sådan sætter du spillet op

Hele hemmeligheden ligger i, at ét kort ikke kan parres. Sådan gør du klar:

1. Fjern én dame fra spillet, og læg den helt væk. Traditionelt tager man klør dame.
2. Der er nu 51 kort tilbage: 25 par og én enlig dame.
3. Bland og del alle 51 kort ud, ét ad gangen. Det gør ikke noget, at nogle spillere får ét kort mere end andre – det udligner sig hurtigt.
4. Alle lægger deres par ned med det samme. To ens værdier er et par – to femmere, to konger og så videre. Farve og kulør betyder ikke noget i grundspillet.
5. Har du tre ens, lægger du to ned og beholder den tredje. Har du fire ens, lægger du dem alle ned som to par.

Regnestykket er let at huske: et fuldt spil har 52 kort, du tager én dame fra, og så er der 51 kort i spil. De 50 danner 25 par, og det sidste kort er den gamle jomfru.

Der er ingen spilteknisk grund til, at det lige skal være en dame. Ethvert kort ville fungere præcis lige så godt – det er ren tradition, og det er dét, spillet har fået navn efter.

Sådan spilles der

Spillet går med uret. Man tilbyder sine kort til naboen til venstre og trækker selv fra naboen til højre. En tur forløber sådan:

1. Spilleren til venstre for kortgiveren holder sine kort som en vifte med bagsiden ud mod sin nabo til venstre.
2. Naboen trækker ét kort i blinde og må ikke se forsiden først.
3. Danner kortet et par med noget på hånden, lægges parret ned med det samme.
4. Ellers beholdes kortet på hånden.
5. Den, der lige har trukket, holder nu selv viften frem mod sin venstre nabo, og sådan fortsætter det rundt om bordet.

Har du lagt dit sidste par ned, er du ude af spillet – på den gode måde. Du kan ikke længere blive den gamle jomfru, og du springes over resten af runden.

Til sidst er alle 25 par lagt ned. Der er én spiller tilbage, og vedkommende sidder med ét kort – den dame, der aldrig kunne parres. Det er den gamle jomfru, og alle andre har vundet. Bemærk, at spillet aldrig ender med to spillere, der har ét kort hver: det næstsidste træk danner altid det sidste par, og så står én person tilbage med damen alene.

To ting mange gør forkert

• Man må ikke se kortet, før man trækker. Viften holdes med bagsiden ud, og man vælger i blinde. At kigge først ødelægger hele spillet.
• Man lægger par ned med det samme. Ikke når det lige passer – straks. Ellers mister man overblikket over, hvor mange kort der egentlig er tilbage.

Varianter

Alle de klassiske varianter bruger et almindeligt spil kort. Det eneste, der skifter, er hvilket kort der er det uparrede. Tabellen herunder samler de mest udbredte:

Den skjulte jomfru er værd at fremhæve. I grundspillet ved alle, at det er en dame, de skal undgå – så snart man trækker en, ved man besked. Fjerner man i stedet et tilfældigt kort uden at se på det, ved ingen, hvilket kort der mangler sin makker.

Det løfter spillet fra rent held til noget, hvor man faktisk kan regne lidt ud, efterhånden som parrene lander på bordet. For børn fra otte-ni år er det en klar forbedring, og det koster ingenting at prøve.

Lidt taktik i børnehøjde

Der er ikke meget strategi i gammel jomfru, men der er lidt – og børn elsker netop den del:

• Flyt rundt på kortene efter hver tur. Hvis jomfruen altid ligger yderst i din vifte, opdager naboen det hurtigt.
• Hold samme tempo. De fleste afslører sig selv ved at tøve, netop når nogen rører ved det farlige kort.
• Skub den lidt frem. Et kort, der stikker en anelse højere op end de andre, bliver oftere valgt. Om det virker eller giver bagslag afhænger af, hvor godt din nabo kender dig.
• Kig på ansigterne, ikke på kortene. Når du selv trækker, er der ingen information i viften – men masser i den, der holder den.

Til de yngste

Gammel jomfru fungerer fra omkring fire år, men 51 kort er mange for små hænder. Et par praktiske greb gør det nemmere:

• Brug færre kort. Tag alle kort fra 2 til 6 ud, før I fjerner damen. Så er der 31 kort tilbage, og runden bliver kortere.
• Brug en kortholder, eller lad barnet lægge sine kort i en vifte på bordet med bagsiden opad.
• Hjælp med at finde par i starten. Det er helt i orden at kigge med de første par runder.
• Sørg for godt lys. Sekserne og nierne ligner hinanden, og det er en unødig kilde til frustration.

Spillet er en god første introduktion, fordi man taber tilfældigt. Det føles mindre personligt end i spil, hvor man kan spille forkert – og det er netop derfor, det fungerer, længe før barnet kan tåle at tabe i noget strategisk.

Andre gode førstespil er Fisk, hvor barnet får et rigtigt valg, og Krig, hvor der slet ikke er nogen beslutninger. Vil du finde flere, har vi samlet de bedste kortspil for børn og en guide til Vendespil (Memory), som også træner hukommelsen hos de mindste.

Om navnet og de mange versioner

“Gammel jomfru” og det engelske “Old Maid” er gamle, nedsættende betegnelser for en ugift kvinde. Sådan er navnet også ment: taberen sidder tilbage med den dame, ingen ville have. I lande, hvor spillet har et mandligt navn – som Sorteper – fjerner man i stedet en knægt, og så er det ham, man skal undgå.

Flere moderne udgaver har derfor skiftet navn og bruger andre motiver på det uparrede kort, men selve spillet er det samme. Vil I hellere kalde det noget andet ved bordet, ændrer det ingenting ved reglerne. En grundig international gennemgang af navne og regelsæt findes hos Pagats regeldatabase.

Vil du vide mere om damerne i spillet, har vi en gennemgang af spar dame, der er et ganske andet og mere strategisk kortspil.

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Hvilket kort fjerner man?

Én af de fire damer – traditionelt klør dame. Det efterlader 51 kort: 25 par og én dame, der ikke kan parres. Det er hende, ingen vil sidde tilbage med.

Hvor mange kort får hver spiller?

Alle 51 kort deles ud. Det gør ikke noget, at nogle får ét kort mere end andre – det udligner sig, så snart de første par er lagt ned.

Hvad gør man med tre ens kort?

Man lægger to af dem ned som et par og beholder det tredje på hånden. Har man alle fire ens, lægger man dem ned som to par.

Hvem taber spillet?

Den, der til sidst sidder tilbage med den uparrede dame. Alle andre er gået fri ved at komme af med deres kort. Spillet har altså ingen vinder i sædvanlig forstand – kun én taber.

Kan man gøre spillet sværere?

Ja. Fjern et tilfældigt kort uden at kigge på det i stedet for en dame. Så ved ingen, hvilket kort der mangler sin makker, og man kan ikke bare undgå damerne.